Labels

Donnerstag, 19. Januar 2012

Opgave 1: Sæt fokus på kommunikationen i dine omgivelser

Iagttag og fortæl om situationer, hvor kommunikationen lykkes godt, dvs. positivt skaber en god stemning, en (overraskende) vending i en positiv retning, ny forståelse eller fællesskab.

Jeg vælger at fortælle noget om situationer, hvor kommunikationen mislykkes eller afbrydes først, derefter om situationer hvor kommunikationen lykkes. Iagttagelserne stammer fra mit arbejdssted på sild - et bosted for mennesker med nedsat funktionsævne. Brugeren som jeg arbejder med er meget indelåst (i hans egen verden) og har diagnosen:"...mit autistischen Zügen"(tysk) - autisme på dansk. Jeg har valgt at kalde brugeren for Rasmus. Rasmus' empatiske kompetencer er ikke så stort og hans verbale kommunikation er begrænset (taler i en- til toordssætninger). Når der er noget der fanger hans opmærksomhed (ift. hvilken som helst sans), så er han på vej derhen, og han er stor (min teori er, at han i hans egen bevidsthed allerede er der hvor han vil hen, men det er noget andet). Det kan virke lidt voldsomt når Rasmus pludselig står op og baner sig en fri bane til det, han netop her og nu skal se/røre ved/spise/lugte til eller høre ved. I forhold til mad og drikkevarer kender Rasmus ikke rigtigt grænserne og der opstår tit problemer mellem ham og de andre medbeboere, især når der ikke er personale i nærheden. Det kan være helt "normale" situationer hvor Rasmus fx tager et æble. Ved aftensmaden hvor alle beboere sidder sammen, kan det ske at Rasmus pludselig står op og ABSOLUT SKAL nå hen over et andet bord for at tage en serviets der er brugt af en anden. Rasmus rydder meget gerne op, også på fortovet når der fx ligger løse blade rundt.

Jeg blev opmærksom på det, de andre ser i ham, på hvordan Rasmus' ydre kommunikation virker på de andre. Og jeg blev opmærksom på det, de andre beboere sender afsted af budskaber. Det er nemlig tit beboerne selv, der provokerer/skaber uro. Idet de begynder at irettesætte ham i situationer, hvor hans budskab (det at stå op) bliver misforstået og tydet som om han er på vej til kaffekoppen af en anden beboer for at snuppe den. I de fleste tilfælde flytter Rasmus rundt på ting, der i hans verden skal ligge på en helt bestemt vis. De andre beboere giver ham ingen chance, også fordi processen har været igang i nogle år, en lang periode hvor der var store kommunikationsforståelsesproblemer...

Reflekter over, hvad der sker her.

Det der sker er fejltydninger/misforståelser. De andre beboere ved, at pædagogerne passer på hvad der er godt for Rasmus og på hvad der ikke er. Og at vi nogle gange intervenerer når Rasmus er ved at brække sig pga. for meget mad i alt for kort tid. Da jeg er 1 til 1 på Rasmus har jeg arbejdet meget med hans, og endnu mere med de andres kommunikation/kommunikationsforståelse. Min tese er nemlig at de andre beboere har dannet sig et billede af Rasmus' måde at være/ agere på. Og til en vis grad indtager de tit pædagogens rolle. Mange beboere begynder med at irettesætte ham lige så snart Rasmus står op af stolen:"RASMUS, SÆT DIG NED IGEN, NEJ RASMUS!" Dette skaber meget uro og gavner ikke arbejdet med Rasmus, især ift. at få ham med i nuet. Han bliver endnu mere indelåst. Så derfor er det at arbejde med Rasmus, også at arbejde med de andre beboere og deres måde at kommunikere til hinanden på.

Det handler (især for Rasmus) om at få skabt ro. Ro og dermed rum til kommunikation - uden støj, som i de fleste tilfælde kommer fra dem der vil skabe ro, nemlig de andre beboere, som jeg har arbejdet meget sammen med i de sidste måneders tid. Jeg har lavet flere interviews med samtlige beboere i form af målrettede samtaler. På den måde var det muligt at finde ud af hvad de tænkte om Rasmus og tildels også hvorfor de gjorde. Det var nu muligt at gå i dialog med enhver beboer, så snart de begyndte at overtage min rolle. Og lidt efter lidt begynder det at blive mere rolig omkring Rasmus. Beboerne bliver bedre til at lade mig handle situationerne, også dem der ikke er nogle. Det er som om de kan se, at de er med til at skabe forvirring omkring Rasmus. Det er virkelig blevet meget mere stille når der er aftensmad. For man kan også sige nej med en rolig tone, det virker tit endnu bedre - især på Rasmus.

2 Kommentare:

  1. Hej Kay

    Fin iaggtagelse - og det ser ud til at du gennem din opmærksomhed på alle "facetter" i kommunikationen, er ved at finde frem til en bedre hverdag for både beboere og Rasmus :-)

    MVH, Helen

    AntwortenLöschen