Forslag til arbejde med børns mundtlige legekultur i institutioner - Aktivitet 3

Vores gruppe kunne tænke sig at arbejde med børns mundtlige legekultur i en SFO eller i et fritidshjem, hvor målgruppen består af normalt udviklede børn i alderen 9-12 år.
Emnet skal være børns egne gysere. Vi har talt om at dele projektet op i tre dele.

 
Første del: Fortællerrunde
Gruppen mødes en gang om ugen, hvor børnene fortæller hinanden gyserhistorier på skift.
Dem der kender noget til gyserhistorier, fortæller deres egne gysere. De børn der ikke kender så meget til gysere kan læse højt fra en gyserbog. Børn der vil fortælle deres egen historie, men har svært ved selv at finde på en, får hjælp af en voksen eller de andre børn .
Børnene skriver selv deres gyserhistorie i vores fælles gyserbog. Når alle børn er kommet med mindst en gyserhistorie kopierer vi bogen, sådan at hvert barn kan få et eksemplar med hjem.
Der må gerne være tegninger med i bogen, børnene er medbestemmende i hvordan vi illustrerer gyserne i bogen.
Mål af denne første del er at komme ind i genren gysere, at udvikle egne ideer, at øve sig i at fortælle og lytte i/til en gruppe, udfordre de kreative ressourcer, der ligger i børnene.

Anden del: Børnenes egen gyserhistorie
Børnene skriver en fælles gyserhistorie på skift, enten enkeltvis eller i grupper. Man kunne gøre det med en slags fortællerkuffert. Vi begynder at nedskrive første del af historien i en bog. Hvert barn får den samlede gyserbog med hjem og har en uges tid til at skrive videre på historien. Det barn som har skrevet den sidste del, læser historien højt for gruppen inklusive dets egen del. Så får det næste barn bogen med hjem.
De børn der har vanskeligheder ved selv at finde på noget eller med at skrive det ned, bliver understøttet af de voksne.
En anden mulighed, vi synes kunne være spændende, er at vi sammen med børnene opretter deres egen gyserblog på internettet, hvor børnene kan gå ind og skrive videre uden faste regler om hvem der skal skrive hvad til hvornår.

Tredje del: Teater
Børnene laver et skuespil ud af det samlede materiale som så kan optages på video.
Det færdige produkt, filmen, kan tages med hjem. Hermed værdsættes børnenes kreative arbejde.

Indsamling af børns vitser

Det overordnede emne for dette undervisningsforløb er indsamling af børns vittigheder. Derfor er min opgave at indsamle et antal vitser, som børn fortæller. Jeg har altså prøvet at finde nogle "informanter", dvs. nogle børn, der kunne fortælle mig vitser. Men det var noget af en udfordring, også fordi jeg er stoppet i børnehaven som pædagogmedhjælper for tiden, netop for at have nok tid til studiet! Det andet problem jeg havde i mit lille feltarbejde var, at de få børn jeg kunne snakke med, fortalte mig nogle mærkelige vittigheder?! Vitserne er fortalt på opfordring af mig i den børnehave jeg har arbejder i.

Lana på 5 år fortæller følgende vittighed:

,,Et gris går hen til nogle køer der på marken. Og køerne siger at de ikke har noget græs, men det HAVDE de altså!”

Carl-Jonte på 4 år fortæller en vittighed som er næsten lige så godt!:

En marienhøne flyver hen til en giraf og siger til den:,,Hvad er det for et hovede du har?!”

Det er som om børnene fortæller vittighedens pointe...måske skulle jeg hurtigt få fat i nogle ældre børn...

Børn & kultur – mellem gamle begreber og nye forestillinger

Skrevet af Beth Juncker

Et resumé...

Samfundet og kulturen er fra 1980’erne under hastig forandring, der er globalisering, aftraditionalisering, æstetisering og øget selvrefleksivitet involveret i disse samfundsmæssige og kulturelle forvandlingsprocesser.

Industrisamfundet aftraditionaliseres til et videnssamfund og skriftkulturen bliver til en multimediekultur gennem en æstetisering. Elevens-rolle forvandles til en medbestemmende deltager-rolle i samfundet. Begrebet ”Dannelse” og hele den hierarkiske kultur (->produkter) bliver afløst af begrebet ”Læring” og den horisontale kultur (->processer).

Den tyske professor i pædagogik Thomas Ziehe bliver beskrevet,  som er i en række studier af børn, unge og skolegang tidligt ude med et bud på konsekvenserne af den kulturelle

forvandling. I forhold til 1950’erne, siger han, finder der en kulturel frisættelse

sted (Ziehe 1989). Det centrale i frisættelsen handler i Ziehes optik om en gennemgribende æstetisering af hverdagen. Det er Thomas Ziehes pointe, at der fra 1980’erne finder en kulturel, men ikke en social frisættelse, sted. Det æstetiskes betydning i børns kultur spiller en større rolle for socialiseringen end institutionernes pædagogiske og didaktiske læreprocesser. I dag er æstetisk produktion demokratiseret, på grund af medier og IKT (informations- og kommunikationsteknologi). Den er rykket uden for institutionerne til fritidens mere uformelle rum og rutiner.

Når kunstneriske oplevelser og kulturelle aktiviteter for børn er tilrettelagt, så de passer til aldersgruppernes udviklingstrin, interesser og kognitive forståelsesmuligheder, er de potentielt af høj kvalitet. Det antropologiske børnekulturbegreb hæver børn ud af sanse- og følelsesillusioner, giver dem redskaber til at tænke og argumentere med og giver dem dermed mulighed for at kunne opleve, vælge til og fra på et rationelt argumenteret grundlag – vælge det gode, fravælge det dårlige. Det antropologiske kulturbegreb fokuserer ikke på voksnes forestillinger om, hvad der hæmmer eller fremmer børns socialisering og dannelse. Det interesserer sig for børns perspektiv, hvad børn selv finder centralt, betydningsfuldt og godt.

Børns mundtlige legekultur

Skrevet af Povl Bjerregaard

Et resumé...

Børns mundtlige legekultur indebærer alt, hvad børn laver, om det er aktiviteter eller om de leger. Udtryksformen er mundtlig baseret; det kan være nonsensfortællinger, gysehistorier osv. Men også andre udtryksformer spiller en rolle.
Gennem deltagelse og udøvelse tilegnes legekulturen. Børnene har brug for færdigheder mht. udtryk, performance, teknikker osv. Den tilpasses konkrete situationer og er med til at skabe et samvær mellem deltagerne.
Det kræver kundskab til de kulturelle, sociale og samfundsmæssige strukturer, at komme i et samspil med hinanden.
Selvom børn og voksende har en strukturel adskillelse har voksende en stor indflydelse på børnenes mundtlige legekultur. Medierne har også en stor betydning i vores tid. Institutioner har en samfundsmæssig opgave og er samtidig arena, hvor børn kan opleve de forskellige former af den mundtlige legekultur.

Mouritsen – legekultur defineres som ”børns æstetisk symbolske udtryksformer”. ”punktvise æstetisk organiserede udtryk knyttet til øjeblikket” som tilhører en særlig sfære. Børnene udvikler deres sprog bedst når de har en god legekultur, og det er pædagogernes ansvar at skabe rum til at børnene kan udvikle den. Humor kan være en god mulighed, men det forudsætter kompetancer inden for kulturelle, poetiske og linguistiske systemer. At kende til de forskellige lege med sprog og fortællinger er essentielt i denne sammenhæng.

Gåde og gådevitser: enkel fleksibel spørgsmål-svar-formel. At gætte rigtigt kræver bla. logisk sans, sproglig viden, og fantasi. Svaret er uforudsigeligt og overraskende. Gådevitser indeholder logiske men absurde spørgsmål, fx. hvad er det som ligger i en spand og siger dav? en spandauer. Humoristisk diskurs. Små forskydninger og manipulationer med ordene kan indeholde hele pointen. Nogler gåder og vitser kan indeholde sexuelle undertoner. Nogle kræver viden om alfabetisering, andre indeholde fjollede oversættelser af fremmedord. Humoristisk sans virker inkluderende for dem som forstår den, så dem der ikke forstår lade ofte som om at de forstår, for at være med i fællesskabet.

Gyserfortællinger: fra start af er man klar over at der fortælles noget uhyggeligt, men man ved ikke hvad og hvornår klimaks indtræffer. Tit har den overraskende og sjove pointer.  En god fortæller bruger stemmeføring, gestik og pauser, for at gøre det mere uhyggeligt og fastholde sine tilhørere.

Parodier:  En komisk efterligning som kan være rettet mod noget der opfattes finkulturelt, ophøjet eller alvorligt. Det kræver at både fortæller og tilhørene kender den eller det der parodieres. Man fremstiller det parodierede med fx accent, gestik og mimik.

Rim og remser: Ofte didaktiske budskaber som ugedage, tal, og bogstaveremser. De leveres både fra voksen til barn allerede fra spædbarnsalderen og fra barn til barn.

At skabe antropologisk viden om børn

Skrevet af Eva Gulløv & Susanne Højlund

Et resumé...

Teksten præsenterer nogle generelle overvejelser over feltarbejde som udgangspunkt for den antropologiske videnskab.
Feltarbejde er den overordnede betegnelse for forskellige etnografiske metoder og må betragtes som en grundsten i antropologisk forskning.
Feltarbejde stiler mod indlevelse i menneskers hverdag for at få blik for de prioriteringer og logikker, der motiverer til handling og giver mening, uanset om de er erkendte eller ej.
Feltarbejde går ud på at få blik for menneskers handlinger og forståelser. Et forsøg på at begribe mønstre og logikker, skabe sammenhænge, uanset hvor i verden man befinder sig.
Deltagerobservation er en central del af feltarbejdet. Feltarbejdet bygger på deltagelse i andre menneskers hverdagsliv kombineret med observation og systematisk refleksion over det iagttagede. Resultatet er empirien (samling af informationer i feltet), som ikke er sammenfaldene med virkeligheden men et perspektiv på den.
Den etnografiske tilgang er dobbelt, den kræver både indlevelse og at være i stand til at holde distance. Man er nød til at kunne forstå for at kunne vurdere.
Grundlaget for at håndtere denne doppelthed er refleksivitet. Tolkning er en uomgængelig del af etnografiske observationer, kunsten er åbenhed overfor forskellige tolkningsmuligheder.
Teksten er kritisk over for at etnografiske metoder kan indfange børnenes perspektiv, da dette ikke fremkommer ved at studere børns udsagn og handlinger, men igennem den analytiske konstruktion og teoretiske overvejelser, man gør sig i forbindelse med opbygningen, udførelsen og analysen i feltarbejdet.

Objektet for den antropoliske forskning er børn i bestemte kontekster og ikke bare børn.
Konteksten er udtryk for et konkret samspil mellem personlige, sociale og kulturelle omstændigheder i det enkelte barns sociale omgang. Derfor er det vigtigt at definere hvilken kontekst der har størst betydning i den konkrete undersøgelse/analyse.

Gakkede gangarter, vilde vitser, rallende råb!

Skrevet af Beth Juncker

  

Et resumé...

Læreplaner og læring handler for en almen bevidsthed om at få givet børn de faglige færdigheder og den viden, der i en samfundsmæssig målestok er vigtig, når de som unge og voksne skal kunne begå sig på et traditionsopløst, globaliseret og digitaliseret arbejdsmarked. Tidligere har vi ikke forbundet aktiviteter i vuggestuer, børnehaver og dagplejer med læreplaner. Der var turbulens og protest, da skolelovene fra 1814 gjorde undervisning lovpligtig. I det 20.århundrede blev turbulensen erstattet af en kollektiv bevidsthed om undervisningens og skolernes nødvendighed. Globaliseringen og de overnationale uddannelses- og kompetence-tænkninger har sat en politisk dagsorden, nemlig at integrere leg og læring!

Pædagogiske læreplaner skal nu tænkes på et felt ingen ved hvad er overhovedet pga. det gamle børnekulturbegreb.

Det børnekulturbegreb, der i sidste del af århundredet blev anvendt som grundlag for valg, vurdering og formidling af de mange nye genrer, medier og kulturtyper, der i starten af det 20. århundrede blev udviklet i forhold til formidling af børnelitteratur er forældet. Det er ikke længere egnet hverken til at udvikle praktisk formidling eller udstikke retningslinjer for pædagogiske læreplaner med.

Det 20.århundredes udviklingskonstruktion byggede på en pædagogisk udlægning af det klassiske humanistiske kulturbegreb – dannelsesbegrebet. Voksne bliver planlæggende subjekter, børn formbare, modtagende objekter – det pædagogiske børnekulturbegreb er blevet til. Men børn er fra starten af deres liv omfattet af erkendelsesmæssige

muligheder, som de bruger, og som gør deres blik på verden intentionelt: De forsøger at formgive alt i hverdagen så det bliver spændende, sjovt og udfordrende, så det giver

mening her og nu. Børn er altså i kultur. De griber mønstre, genrer og udtryk, der gør det muligt, de kopierer, omformer, indpasser og tilpasser reklamer, satire fra film og musik og bruger det hele til at udvinde skæg, morskab, bidrag til vores fælles hverdag.

Børnekultur ses ikke længere som et socialisationsfelt. Det ses som et æstetisk felt. Det omfatter både børns egne æstetiske udtryksformer og processer og de kunstnerisk-æstetiske udtryk, der er forbundet med de klassiske og moderne medier, de benytter sig af.

Børns kultur og kultur med børn har derimod intet med kunst at gøre. Det omfattes af teorier om sensitiv erkendelse, altså af forestillinger om, hvordan børn og voksne skaber mening og erkendelse i hverdagen gennem formgivning, iscenesættelse, af sanser og følelser. En formgivning, der udtrykker sig gennem æstetiske mønstre, genrer og kulturelle udtryksformer.

Teksten siger videre at vi står overfor en æstetisk handle-,kommunikations- og samværsform, der kræver mønstre, regler og kulturelle udtryksformer. En æstetisk samværsform med sin egen væren. Med de barndomsbetingelser, vi har skabt i dag, har vi brudt børns naturlige muligheder for at lade kulturarven – lege-, spille-,fortællemønstre, metre, rytmer, rim, kropsudtryk - vandre fra generation til generation.

Det kræver flokke af aldersforskellige børn, hvor de ældste lærer videre til de yngre, og det kræver områder, der ikke konstant er under voksenovervågning og indgriben.

Nutidens børn griber til de medier, der genetablerer fællesskaber på tværs af aldre og institutioner – computerspil, rollespil, cd-er, film, reklamer, serier.

Vi bærer på en kulturel arv af kropslige, rytmiske, metriske, lydlige, billedlige,

bevægelsesmæssige – altså æstetiske - udtryksformer, der kan aktualiseres, når og hvor

situationerne byder sig til. Vores kulturelle liv handler om igen og igen at genskabe denne vitale kombination af selvforglemmelse og meningsfuldhed. Det er det, både voksne og børn bruger kunst og moderne æstetiske medier til. Fordi de udfordrer vores sanser, beriger vores kulturelle mønstre og udtryksformer, og dermed gør os bedre til at tolke livet, de andre og os selv.