Skrevet af Beth Juncker
Et resumé...
Læreplaner og læring handler for en almen bevidsthed om at få givet børn de faglige færdigheder og den viden, der i en samfundsmæssig målestok er vigtig, når de som unge og voksne skal kunne begå sig på et traditionsopløst, globaliseret og digitaliseret arbejdsmarked. Tidligere har vi ikke forbundet aktiviteter i vuggestuer, børnehaver og dagplejer med læreplaner. Der var turbulens og protest, da skolelovene fra 1814 gjorde undervisning lovpligtig. I det 20.århundrede blev turbulensen erstattet af en kollektiv bevidsthed om undervisningens og skolernes nødvendighed. Globaliseringen og de overnationale uddannelses- og kompetence-tænkninger har sat en politisk dagsorden, nemlig at integrere leg og læring!
Pædagogiske læreplaner skal nu tænkes på et felt ingen ved hvad er overhovedet pga. det gamle børnekulturbegreb.
Det børnekulturbegreb, der i sidste del af århundredet blev anvendt som grundlag for valg, vurdering og formidling af de mange nye genrer, medier og kulturtyper, der i starten af det 20. århundrede blev udviklet i forhold til formidling af børnelitteratur er forældet. Det er ikke længere egnet hverken til at udvikle praktisk formidling eller udstikke retningslinjer for pædagogiske læreplaner med.
Det 20.århundredes udviklingskonstruktion byggede på en pædagogisk udlægning af det klassiske humanistiske kulturbegreb – dannelsesbegrebet. Voksne bliver planlæggende subjekter, børn formbare, modtagende objekter – det pædagogiske børnekulturbegreb er blevet til. Men børn er fra starten af deres liv omfattet af erkendelsesmæssige
muligheder, som de bruger, og som gør deres blik på verden intentionelt: De forsøger at formgive alt i hverdagen så det bliver spændende, sjovt og udfordrende, så det giver
mening her og nu. Børn er altså i kultur. De griber mønstre, genrer og udtryk, der gør det muligt, de kopierer, omformer, indpasser og tilpasser reklamer, satire fra film og musik og bruger det hele til at udvinde skæg, morskab, bidrag til vores fælles hverdag.
Børnekultur ses ikke længere som et socialisationsfelt. Det ses som et æstetisk felt. Det omfatter både børns egne æstetiske udtryksformer og processer og de kunstnerisk-æstetiske udtryk, der er forbundet med de klassiske og moderne medier, de benytter sig af.
Børns kultur og kultur med børn har derimod intet med kunst at gøre. Det omfattes af teorier om sensitiv erkendelse, altså af forestillinger om, hvordan børn og voksne skaber mening og erkendelse i hverdagen gennem formgivning, iscenesættelse, af sanser og følelser. En formgivning, der udtrykker sig gennem æstetiske mønstre, genrer og kulturelle udtryksformer.
Teksten siger videre at vi står overfor en æstetisk handle-,kommunikations- og samværsform, der kræver mønstre, regler og kulturelle udtryksformer. En æstetisk samværsform med sin egen væren. Med de barndomsbetingelser, vi har skabt i dag, har vi brudt børns naturlige muligheder for at lade kulturarven – lege-, spille-,fortællemønstre, metre, rytmer, rim, kropsudtryk - vandre fra generation til generation.
Det kræver flokke af aldersforskellige børn, hvor de ældste lærer videre til de yngre, og det kræver områder, der ikke konstant er under voksenovervågning og indgriben.
Nutidens børn griber til de medier, der genetablerer fællesskaber på tværs af aldre og institutioner – computerspil, rollespil, cd-er, film, reklamer, serier.
Vi bærer på en kulturel arv af kropslige, rytmiske, metriske, lydlige, billedlige,
bevægelsesmæssige – altså æstetiske - udtryksformer, der kan aktualiseres, når og hvor
situationerne byder sig til. Vores kulturelle liv handler om igen og igen at genskabe denne vitale kombination af selvforglemmelse og meningsfuldhed. Det er det, både voksne og børn bruger kunst og moderne æstetiske medier til. Fordi de udfordrer vores sanser, beriger vores kulturelle mønstre og udtryksformer, og dermed gør os bedre til at tolke livet, de andre og os selv.
Keine Kommentare:
Kommentar veröffentlichen