Børns mundtlige legekultur

Skrevet af Povl Bjerregaard

Et resumé...

Børns mundtlige legekultur indebærer alt, hvad børn laver, om det er aktiviteter eller om de leger. Udtryksformen er mundtlig baseret; det kan være nonsensfortællinger, gysehistorier osv. Men også andre udtryksformer spiller en rolle.
Gennem deltagelse og udøvelse tilegnes legekulturen. Børnene har brug for færdigheder mht. udtryk, performance, teknikker osv. Den tilpasses konkrete situationer og er med til at skabe et samvær mellem deltagerne.
Det kræver kundskab til de kulturelle, sociale og samfundsmæssige strukturer, at komme i et samspil med hinanden.
Selvom børn og voksende har en strukturel adskillelse har voksende en stor indflydelse på børnenes mundtlige legekultur. Medierne har også en stor betydning i vores tid. Institutioner har en samfundsmæssig opgave og er samtidig arena, hvor børn kan opleve de forskellige former af den mundtlige legekultur.

Mouritsen – legekultur defineres som ”børns æstetisk symbolske udtryksformer”. ”punktvise æstetisk organiserede udtryk knyttet til øjeblikket” som tilhører en særlig sfære. Børnene udvikler deres sprog bedst når de har en god legekultur, og det er pædagogernes ansvar at skabe rum til at børnene kan udvikle den. Humor kan være en god mulighed, men det forudsætter kompetancer inden for kulturelle, poetiske og linguistiske systemer. At kende til de forskellige lege med sprog og fortællinger er essentielt i denne sammenhæng.

Gåde og gådevitser: enkel fleksibel spørgsmål-svar-formel. At gætte rigtigt kræver bla. logisk sans, sproglig viden, og fantasi. Svaret er uforudsigeligt og overraskende. Gådevitser indeholder logiske men absurde spørgsmål, fx. hvad er det som ligger i en spand og siger dav? en spandauer. Humoristisk diskurs. Små forskydninger og manipulationer med ordene kan indeholde hele pointen. Nogler gåder og vitser kan indeholde sexuelle undertoner. Nogle kræver viden om alfabetisering, andre indeholde fjollede oversættelser af fremmedord. Humoristisk sans virker inkluderende for dem som forstår den, så dem der ikke forstår lade ofte som om at de forstår, for at være med i fællesskabet.

Gyserfortællinger: fra start af er man klar over at der fortælles noget uhyggeligt, men man ved ikke hvad og hvornår klimaks indtræffer. Tit har den overraskende og sjove pointer.  En god fortæller bruger stemmeføring, gestik og pauser, for at gøre det mere uhyggeligt og fastholde sine tilhørere.

Parodier:  En komisk efterligning som kan være rettet mod noget der opfattes finkulturelt, ophøjet eller alvorligt. Det kræver at både fortæller og tilhørene kender den eller det der parodieres. Man fremstiller det parodierede med fx accent, gestik og mimik.

Rim og remser: Ofte didaktiske budskaber som ugedage, tal, og bogstaveremser. De leveres både fra voksen til barn allerede fra spædbarnsalderen og fra barn til barn.