Børn & kultur – mellem gamle begreber og nye forestillinger

Skrevet af Beth Juncker

Et resumé...

Samfundet og kulturen er fra 1980’erne under hastig forandring, der er globalisering, aftraditionalisering, æstetisering og øget selvrefleksivitet involveret i disse samfundsmæssige og kulturelle forvandlingsprocesser.

Industrisamfundet aftraditionaliseres til et videnssamfund og skriftkulturen bliver til en multimediekultur gennem en æstetisering. Elevens-rolle forvandles til en medbestemmende deltager-rolle i samfundet. Begrebet ”Dannelse” og hele den hierarkiske kultur (->produkter) bliver afløst af begrebet ”Læring” og den horisontale kultur (->processer).

Den tyske professor i pædagogik Thomas Ziehe bliver beskrevet,  som er i en række studier af børn, unge og skolegang tidligt ude med et bud på konsekvenserne af den kulturelle

forvandling. I forhold til 1950’erne, siger han, finder der en kulturel frisættelse

sted (Ziehe 1989). Det centrale i frisættelsen handler i Ziehes optik om en gennemgribende æstetisering af hverdagen. Det er Thomas Ziehes pointe, at der fra 1980’erne finder en kulturel, men ikke en social frisættelse, sted. Det æstetiskes betydning i børns kultur spiller en større rolle for socialiseringen end institutionernes pædagogiske og didaktiske læreprocesser. I dag er æstetisk produktion demokratiseret, på grund af medier og IKT (informations- og kommunikationsteknologi). Den er rykket uden for institutionerne til fritidens mere uformelle rum og rutiner.

Når kunstneriske oplevelser og kulturelle aktiviteter for børn er tilrettelagt, så de passer til aldersgruppernes udviklingstrin, interesser og kognitive forståelsesmuligheder, er de potentielt af høj kvalitet. Det antropologiske børnekulturbegreb hæver børn ud af sanse- og følelsesillusioner, giver dem redskaber til at tænke og argumentere med og giver dem dermed mulighed for at kunne opleve, vælge til og fra på et rationelt argumenteret grundlag – vælge det gode, fravælge det dårlige. Det antropologiske kulturbegreb fokuserer ikke på voksnes forestillinger om, hvad der hæmmer eller fremmer børns socialisering og dannelse. Det interesserer sig for børns perspektiv, hvad børn selv finder centralt, betydningsfuldt og godt.